Effektcall: Skab mere livskvalitet for ældre i udsatte boligområder
Sundhedsfonden leder efter løsninger, der kan løfte livskvalitet og helbred for ældre i udsatte boligområder i Aarhus Kommune. Læs mere om vores effektcall her.
Vær med til at skabe en reel forskel
Sundhedsfonden i Aarhus Kommune inviterer jer til at byde ind med løsninger, der kan skabe forbedringer i udsatte boligområder. Søg op til 5 mio. kr. til en løsning, der virker i praksis.
Beboere i udsatte boligområder har oftere dårligere helbred, lavere trivsel, dårligere sundhedsvaner og flere kroniske sygdomme end andre. Det skal vi ændre på. Derfor søger Sundhedsfonden i Aarhus Kommune innovative løsninger, der kan forbedre livskvalitet og helbred for aarhusianere på 65 + år i udsatte boligområder.
Vi definerer målet – I designer løsningen
Vi inviterer jer til at byde ind med løsninger, der kan skabe målbare forbedringer i borgernes livskvalitet og helbred. Vi betaler jer et grundbeløb samt afregning for den effekt, I opnår. Kort sagt; vi fastsætter målet, I kommer med løsningen og modtager betaling, hvis effekten opnås. Vi er åbne for alle idéer. I kan søge om mellem 1-5 millioner kr. per projekt.
Hvem kan byde ind?
I kan byde ind, uanset om I er en virksomhed, forening, civilsamfundsorganisationer eller noget helt fjerde. Vi håber både at møde nye aktører og se kendte partnere med nye idéer. Ligesom vi også gerne ser flere aktører at gå sammen om en fælles løsning.
Ansøg her
Ønsker I at byde en løsningsidé ind på dette effektcall? Så udfyld nedenstående skabelon, og send den til os på sundhedsfonden@mso.aarhus.dk senest den 15. august 2025.
Spørgsmål
Har I spørgsmål til vores effektcall? Så er I velkomne til at kontakte os frem til den 6. august på vores mail (sundhedsfonden@mso.aarhus.dk). Vi bestræber os på at svare indenfor 3 hverdage. Sundhedsfondens sekretariat holder sommerferie i juli måned, så spørgsmål modtaget her, kan I forvente svar på senest den 8. august. Denne side opdateres løbende med svar på indkomne spørgsmål til effektcallet.
De næste skridt og vigtige datoer
-
Den 21. maj 2025
› Effektcallet begynder, og I kan byde ind med jeres løsningidéer ved at udfylde skabelonen og sende den til sundhedsfonden@mso.aarhus.dk
-
Den 11. og 24. juni 2025
› Vi afholder informationsmøder, som I tilmelder jer i formularen til højre.
-
Den 6. august 2025
› I har mulighed for at stille spørgsmål om Effektcallet frem til den 6. august. I kan forvente svar senest den 8. august. Relevante indkomne spørgsmål og svar herpå bliver samlet og offentliggjort på denne side, så alle aktører får den samme information.
-
Den 15. august 2025
› Frist for at byde ind med jeres løsningidéer. Umiddelbart herefter screener vi de indkomne løsningsidéer, og efter dialog med aktørerne udvælger vi dem, der går videre til dialogmøde.
-
Den 1. september
› Her inviterer vi de udvalgte aktører til et dialogmøde, hvor I pitcher jeres løsningidé for vores Investeringsråd, og Investeringsrådet udvælger de aktører, som de vil opfordre til at afgive et decideret tilbud. Så reservér allerede dagen nu! Efter dialogmødet vil der være en tilbudsproces.
Læs mere om effektcallet her
Idéen med effektcallet er, at vi som Sundhedsfond har spottet et behov og defineret en effekt, vi ønsker at se, og som vi inviterer aktører til at byde løsninger ind på. Når/hvis den ønskede effekt opnås, betaler Sundhedsfonden aktøren for effekten.
Effektcallet gennemføres som en konkurrencepræget dialog. Det vil sige, at I som aktører i første omgang ikke afgiver et decideret tilbud på opgaven, men indsender et oplæg (løsningsidé) til en videre dialog. Herefter indgås en dialog med udvalgte aktører, som pitcher deres løsningsidé for Sundhedsfondens Investeringsråd, og Investeringsrådet vælger de aktører, som de vil opfordre til at afgive et decideret tilbud.
Målgruppen, som vi vil se en effekt for, er personer i alderen 65+ år, som er bosiddende i udsatte boligområder i Aarhus Kommune.
Sundheden i Aarhus Kommune er skævt fordelt, og generelt ser vi, at den sociale ulighed i sundhed er stigende. Særlig tydeligt er det, når vi sammenligner de udsatte boligområder med resten af Aarhus. Beboere i udsatte boligområder har oftere dårligere helbred, lavere trivsel, dårligere sundhedsvaner og flere kroniske sygdomme end andre. Fx har 26 % af borgerne i de udsatte boligområder et dårligt selvvurderet helbred sammenlignet med 15 % i resten af Aarhus Kommune.
Der er derfor et stort potentiale for at løfte flere aarhusianeres sundhedstilstand. Arbejdet med sundhedsindsatser i udsatte boligområder har mange forgreninger og erfaringen er, at det er gennem stærke partnerskaber og forskellige arenaer, at vi får kontakt til de beboere, der har mest brug for tilbuddene. Vi ved også, at det for mange er afgørende, at tilbuddene er lokale, da selv korte afstande, af forskellige årsager, kan være afgørende for, at man kommer afsted.
Lidt om udsatte boligområder og hvilke områder, vi gerne vil se indsatser i
Aarhus Kommune arbejder med en kategoriseringsmodel, hvor der skelnes mellem udsatte boligområder, risikoområder og kommunale forebyggelsesområder. Kategoriseringsmodellen er et fælles værktøj for Boligforeningernes 5. Kreds og Aarhus Kommune. Modellen anvendes til at monitorere udviklingen i almene boligområder med mere end 500 beboere. De otte parametre i kategoriseringsmodellen er: arbejdsmarkedstilknytning, voksen-sundhed, kriminalitetssigtede unge, udsatte børn, lavindkomstfamilier, børns trivsel, unge uden for arbejdsmarkedet/uddannelse, tryghed samt en samlet score.
I dette effektcall ønsker vi at se løsninger, som er målrettet beboere i et eller flere af de boligområder, som indgår i Aarhus Kommunes kategoriseringsmodel. Det vil sige at vi er interesserede i indsatser i boligområder, som kategoriseres som et udsat boligområde, et risikoområde eller et kommunalt forebyggelsesområde. Områderne kan ses på dette kort, hvor det også kort fremgår hvilke indsatser, der er allerede findes i områderne.
På Aarhus I Tal kan I finde data om målgruppen, og på Det Boligsociale Fællessekretariats hjemmeside kan I læse mere om de boligsociale indsatser, som allerede findes.
Der ønskes indsatser/løsninger, som kan forbedre målgruppens helbredsrelaterede livskvalitet. Den helbredsrelaterede livskvalitet skal måles før og efter indsatsen ved at bruge det standardiserede spørgeskema EQ-5D-5L, som består af fem spørgsmål vedrørende:
- Mobilitet – evnen til at bevæge sig omkring
- Selvomsorg – evnen til at klare daglige personlige opgaver som at vaske sig og klæde sig på
- Almindelige aktiviteter – evnen til at udføre sædvanlige aktiviteter som arbejde, studier, husarbejde og fritidsaktiviteter
- Smerte/ubehag – niveauet af smerte eller fysisk ubehag
- Angst/depression – niveauet af angst eller nedtrykthed.
Der er 5 svarmuligheder til hvert spørgsmål, som går fra ”ingen problemer” til ”ekstreme problemer”. På baggrund af svarene udregnes en samlet vægtet EQ-5D-5L-score, som er udtryk for respondentens helbredsrelaterede livskvalitet. For at vise effekten af indsatsen skal EQ-5D-5L-scoren før og efter indsatsen sammenlignes. En højere score efter indsatsen indikerer forbedret helbredsrelateret livskvalitet.
Læs mere om EQ-5D-5L og find spørgeskemaet her.
Det er muligt at modtage mellem 1 og 5 mio. kr. pr. projekt. Betalingen for den indsats, som leverandøren forventer at levere, sker delvist ved en fast ratevis betaling, og delvist ved en betaling baseret på den effekt, der opnås. Sundhedsfonden forventer at betalingen for indsatsen fordeles med 75% betaling som faste rater, der ikke er afhængig af effekt. De resterende 25% vil afhænge af den effekt, der opnås. Den endelige fordeling i betalingsmekanismen aftales med den enkelte aktør.
De faste ratevise udbetalinger sker på baggrund af en dokumenteret indsats og aktivitet vedr. de borgere, der er omfattet af målgruppen for indsatsen. Betalingen for effekt vil ske på baggrund af dokumenterede resultater.
Konkret er det forventningen, at der laves mindst to målinger af den helbredsrelaterede livskvalitet (EQ-5D-5L) for de borgere, som indsatsen vedrører. Den første måling gennemføres inden indsatsen påbegyndes, og den anden måling gennemføres efter indsatsen. Tidsrummet mellem første og anden måling aftales nærmere med den enkelte aktør. For at sikre objektivitet udføres målingerne af Aarhus Kommune eller evt. en samarbejdspartner.
Effektbetalingen sker på baggrund af en pris pr. EQ-5D-5L-point angivet af leverandøren. Hvert kvartal laves en opgørelse af resultaterne af målingerne. For de borgere, hvor der er lavet både en før og en efter måling, beregnes betaling, og der laves en samlet udbetaling.
Eksempel
Leverandøren forventer med en indsats at kunne forbedre 400 borgeres besvarelser af EQ-5D-5L med i gennemsnit 0,1 point, svarende til i alt 40 point. Leverandøren forventer at modtage 2.000.000 kr., hvis den fulde effekt opnås. Indsatsen leveres i løbet af 2 år. Den samlede faste ratevise betaling udgør 1.500.000 kr. Det svarer til 8 kvartalsvise udbetalinger på 187.500 kr.
Leverandøren har i tilbuddet angivet en betaling på 12.500 kr. for hvert points forbedring i EQ-5D-5L-målingerne. Herunder er der 5 borgere, der har følgende ændringer fra første til anden måling:
- Borger 1: 0,2 point
- Borger 2: 0,1 point
- Borger 3: 0,3 point
- Borger 4: -0,1 point
- Borger 5: 0,2 point
For disse 5 borgere er der dermed opnået en forandring på +0,7 point. Dermed udbetales 8.750 kr.
Ved at indsende en udfyldt skabelon, lægger I billet ind til at ville indgå i en dialog med Sundhedsfonden i Aarhus Kommune om jeres løsning. Efter dialogperioden vil udvalgte aktører blive opfordret til at give et tilbud på indsatsen.
Udvalgte aktører vil blive inviteret til dialogmøde d. 1. september. I udvælgelsen vil vi lægge vægt på:
- Beskrivelsen af muligheden for at lave en før-og efter måling, som kan påvise en effekt for målgruppen.
- Indsatsens sammenhæng til investeringsværdierne for Sundhedsfonden.
- Aktørens evne til at sandsynliggøre, at indsatsen faktisk vil lykkes med at skabe mere helbredsrelateret livskvalitet i udsatte boligområder.
Udover den økonomiske ramme på 1-5 millioner kroner, er der ingen krav til indsatsernes omfang ift. deltagerantal og varighed.
Deltag i et informationsmøde
Vi afholder to informationsmøder, hvor I kan høre mere om Sundhedsfondens effektcall, og der vil være mulighed for at stille spørgsmål, få sparring og møde andre aktører. Informationsmøderne afholdes:
- Den 11. juni 2025 kl. 8.00-10.00 i Cafe Yggdrasil; Karen Blixens Boulevard 23, 1. sal, 8220 Brabrand.
- Den 24. juni 2025 kl. 14.00-15.30. Mødet afholdes online via Teams.
Tilmeld jer ét af møderne nedenfor.